Bornholm Craft Weeks Object 2025
En udfordring
Kunsthåndværk taler til samlere. Kunsthåndværkere elsker udfordringer.
I anledning af Bornholm Craft Weeks sendes derfor hvert år en udfordring ud til alle kunsthåndværkere på Bornholm.
Michael Andersen
Årets tema for konkurrencen er til ære for Michael Andersen Keramik. En historisk, hæderkronet og kulturel institution på Bornholm, og i Danmark, som siden 1890 har produceret vaser og figurer er nu lukket. En over 100 år gammel keramikfabrik på Bornholm, er nu fortid.
Vasen
Michael Andersen Keramik er særligt kendt for sine sorte terrakotta- og majolikaværker og sit figurative univers med fx fisken som motiv. I 1930’erne satte han dansk keramik på verdenskortet med vasen 4767 som senere blev relanceret i samarbejde med Interflora.
Benspænd
Kunsthåndværkerne fik to benspænd i deres fortolkning af temaet.
- Vælg et Michael Andersen-objekt som din inspirationskilde. Det kan være inspiration fra farver, overflader, former, dekoration.
- Objektet skal være figurativt. Det kan være en figur eller et objekt, hvori noget figurativt indgår.
11 kunsthåndværkere har taget udfordringen op. Nu er det op til publikum at finde det værk, der skal vinde æren af at blive Craft Weeks Object 2025. Vinderværket produceres og sælges i 2025.
Se dem og stem
Se værkerne på Bornholms Center for Kunsthåndværk, og stem på din favorit. Vinderobjektet kåres i forbindelse med åbningen af Bornholm Craft Weeks den 6. september 2024. Der er mulighed for at forudbestille vinderværket.
Konkurrencen er udskrevet af Maker’s Island Bornholm og Bornholm Craft Weeks i samarbejde med keramiker Christina Schou Christensen. Se programmet for Bornholm Craft Weeks på makersisland.dk og følg med på Makers Island Facebook og Instagram.