BORNHOLMS CENTER FOR KUNSTHÅNDVÆRK – GRØNBECHS GÅRD
Bornholms Center for Kunsthåndværk er det naturlige sted at starte din tur gennem øens blomstrende kunsthåndværk. Her får du et overblik over de mest interessante moderne kunsthåndværkere på Bornholm, og fra resten af verden.
Hvert år præsenterer vi et stort antal udstillinger, med både bornholmske, nationale og internationale kunsthåndværkere, der byder på unikke værker af keramik, glas, træ, tekstil og metal.
Blandt andet har Arts and Crafts Association Bornholm (ACAB) hvert år en stor fælles udstilling med de mest interessante værker fra øens aktuelle kunsthåndværkere.
I det varierede program bestræber vi os på, at vise både bredden og dybden af kunsthåndværk, og give et unikt indblik i den kreative proces.
Alt sammen vises i syv smukt restaurerede rum med synlige bjælker og smagfulde moderne tilbygninger. Huset, der blev bygget som pakhus i 1875 og innovativt restaureret i 2002, er en oplevelse i sig selv.
Populær er også centrets café, hvor du har mulighed for at nyde kagetapas og en god kaffe i en god kop, idet du selv vælger mellem et bredt udvalg af håndlavede bornholmske kaffekopper. I den velassorterede butik finder du lokalt produceret professionelt kunsthåndværk.
I 2017 blev Bornholm det første sted i Europa, der blev udnævnt til World Craft Region på grund af sit omfangsrige og mangfoldige kunsthåndværk. Velkommen her for at opleve, hvad der gør Bornholm unikt.
Tilpasset til kørestol
Udstillingerne er tilgængelige for handicappede. Der er elevator og trappelifte. En af de (otte) udstillinger er over to trin uden trappelift; der er en kørestol på den anden side.