Kongeparrets Besøg på Bornholms Center for Kunsthåndværk
Under deres sommertogt besøgte H.M. Kong Frederik og H.M. Dronning Mary den 19. august 2024 Bornholms Center for Kunsthåndværk i Hasle. Besøget var en særlig anledning til at fremhæve Bornholms stolte traditioner inden for kunsthåndværk og øens status som en betydningsfuld aktør på den internationale kunsthåndværksscene.
Bornholm som World Craft Region
Under rundvisningen blev kongeparret præsenteret for Bornholms unikke status som World Craft Region. Denne anerkendelse placerer Bornholm blandt verdens førende regioner inden for kunsthåndværk og er en stor ære for øens kunstnere. Kong Frederik og Dronning Mary fik fortalt, hvordan denne titel hjælper med at styrke det lokale kunstmiljø og skabe opmærksomhed omkring Bornholms håndværkstraditioner, som tiltrækker kunstnere og besøgende fra hele verden.
Kongeparret viste stor interesse i, hvordan Bornholm har bevaret og udviklet sin unikke håndværkskultur gennem tæt samarbejde mellem lokale aktører, uddannelsesinstitutioner og kunsthåndværkere. Centerets rolle som samlingspunkt for kunsthåndværket blev fremhævet som en central del af denne udvikling.
Marguerit – En Hyldest til Dronning Margrethe
En af dagens højdepunkter var kongeparrets besøg på udstillingen Marguerit, udført af kunsthåndværker sammenslutningen ACAB (Arts and Craft Association Bornholm). Udstillingen hylder H.M. Dronning Margrethe og er inspireret af hendes mangeårige engagement i kunst og kultur. De udstillede værker, der spænder fra keramiske skulpturer til tekstil- og glasværker, reflekterer dronningens kunstneriske ånd og kreative virke.
Kong Frederik og Dronning Mary udtrykte stor begejstring for de kunstneriske fortolkninger og havde mange spørgsmål og kommentarer til værkerne, som blev formidlet at centerleder Lene Havtorn Larsen. Kongeparret blev især imponerede over håndværkernes dedikation og den tekniske kunnen, som udstillingen og værkerne udstråler.
Begejstring over lokale kunsthåndværkere
Besøget blev afsluttet i Centerets hyggelige café, hvor Lene Havtorn Larsen fik rig lejlighed til at tale med kongeparret om alt fra kommende projekter til udfordringerne ved at bevare kunsthåndværkets rolle i en moderne verden.
Her fik Kong Frederik og Dronning Mary også lejlighed til at besøge centerets butik, hvor de kunne se og købe det bedste af Bornholms kunsthåndværk. Besøget blev en påmindelse om, hvor vigtigt det er at bevare og støtte det lokale kunsthåndværk som en levende del af øens kulturarv, og dagen var en stor ære for både kunstnere og besøgende.
Se billeder fra kongeparrets besøg på Bornholms Center for Kunsthåndværk - Grønbechs Gård.