Title Image

Kunsthåndværkets lokale økosystem

Bornholms Center for Kunsthåndværk – Aktør i et levende økosystem

Det bornholmske kunsthåndværk er i dag et levende økosystem med museer, gallerier, biennaler og triennaler, internationale uddannelsesmuligheder og et stærkt erhvervsliv af kunsthåndværkervirksomheder. Bornholms Center for Kunsthåndværk er forankret som en central aktør i denne udvikling og i den fælles indsats omkring Maker’s Island Bornholm, der styrker fortællingen om Bornholm som kunsthåndværkernes ø.

Makers Island – En positiv udvikling

Seneste evalueringen af projektet Maker’s Island Bornholm viser, at kunsthåndværket på Bornholm har haft en markant positiv udvikling. I perioden 2019-2023 steg omsætningen i kunsthåndværkervirksomheder med 5,4 %, mens øvrige erhverv på Bornholm samlet set faldt. Værditilvæksten steg med 56 %, og beskæftigelsen i kunsthåndværksbranchen voksede med 22 % i perioden 2017-2023. Evalueringen peger samtidig på kunsthåndværkets betydning for turisme, bosætning, international synlighed, steds- og erhvervsudvikling.


Betydelig interesse for kunsthåndværk

I 2025 registrerede vi på Bornholms Center for Kunsthåndværk gennemsnitligt knap 500 gæster om ugen i udstillingerne. Det er en stigning på 12 % i forhold til 2024. Samme år blev der solgt lokalt produceret kunsthåndværk og udstillingsværker for mere end 1,4 mio. kr., hvoraf over 1 mio. kr. gik tilbage til lokale og nationale kunsthåndværkere.


Udstillinger der bygger på traditioner

Med en flere hundrede år lang tradition for kunsthåndværk repræsenterer Bornholm i dag et miljø, hvor kunsthåndværkere arbejder nyskabende med keramik, glas, tekstil, metal og træ. Det er dette kunsthåndværksfaglige, historiske og kulturelle bagtæppe, vores udstillinger tager afsæt i.