
Biennalen vil gennem omfattende udstillingsvirksomhed, foredrag, debat og kurser tage bestik af moderne
glas i Europa og styrke Bornholms brand og unikke position som internationalt samlingspunkt for kunsthåndværk, herunder moderne glas og keramik.
Udstillingerne er en europæisk manifestation af, hvad der sker i europæisk glas lige nu og giver fagfolk, kulturturister, samlere og almindelige kunstinteresserede gæster en enestående mulighed for at opleve det bedste af europæisk glas. Projektet er således en central Europæisk og Bornholmsk kulturbegivenhed.
Biennalen har deltagere fra 31 europæiske lande, dvs. de 28 EU-lande samt Island, Norge og Schweiz.
Glasbiennalen 2021 arbejder tæt sammen med World Craft Region Sekretariatet, de lokale kunsthåndværkere, organisationer og udstillingssteder om at fremme bornholmsk kunsthåndværk og iværksætteri i både national og international sammenhæng. Glasbiennalen ønsker i 2021 at sætte fokus på FN’s Verdensmål, bærdygtighed og fremme udviklingen inden for det glasfaglige område på dette felt.
MESTERLIGE VÆRKER I GLAS PÅ BIENNALEN
European Glass Context 2021 er navnet på den 8. biennale på Bornholm, der viser eksperimenterende og nytænkende glaskunst fra 31 europæiske lande. Biennalen sætter fokus på ’crafts’– håndens arbejde – og på glas som materiale, der igen nyder opblomstring i Danmark og resten af Europa. Fra en skyggeplads i ly af keramikken får glasset nu ekstra opmærksomhed hos kunsthåndværkere, designere og arkitekter, ligesom mange danske glaskunstnere oplever stor bevågenhed internationalt – særligt i USA.
Kurateringen af dette års glasbiennale er båret frem af fire underliggende temaer, der dels tager udgangspunkt i et fagligt fokus på kunsthåndværket, hvor materiale, teknik, form og idé i kategorien ’mesterværker’ viser nye veje for fortolkningen og opfattelsen af glaskunst. Andre tematikker er globale med særlig vægt på politik, klimakrise, bæredygtighed og FN’s verdensmål, som de godt 60 europæiske glaskunstnere skaber værker til. Biennalens to hovedudstillinger sammensættes af en europæisk kuratorgruppe samt et åbent ’call’, hvor alle, der arbejder med glas, kan søge. De fire tematiske spor krydser hinanden i de to hovedudstillinger, der fordeler sig på Bornholms Kunstmuseum i Rø og Grønbechs Gård i Hasle.

Udstillingen vises fra 11. september til den 21. november
tirsdag til søndag kl 11-17.
Entre 70,- kr.