Title Image

Laura Bergsøe & Josephine Bergsøe

Lys under overfladen

En biofil undersøgelse

I en tid præget af krig, uro og politisk afmagt vender vi os ofte mod naturen for at finde heling. Som et sted for trøst, mening og ro. Men i dette behov risikerer vi også at bruge naturen — at gøre den til et spejl for vores egne længsler, snarere end at møde den som noget med værdi i sig selv.

 

Udstillingen udspringer af et fælles, håndværksbaseret arbejde mellem to søstre. Gennem langsomme processer og materialer med egne historier undersøges det levende som noget, der ikke skal forklares, men sanses og gives plads.

I naturen gemmer det, der ligger under overfladen, ikke på det fortrængte eller destruktive. Her findes sammenhæng, langsomhed og liv. Det skjulte er ikke noget, der skal afsløres, men noget, der bærer og forbinder.

 

I modsætning til krig og politik — hvor det, der skjules, ofte er voldeligt eller strategisk — kan der i både kunst og natur gemme sig skønhed og heling under overfladen. Ikke som en løsning, men som en erkendelse.

 

Lys under overfladen er en biofil undersøgelse af det levende, vi søger til — og af nødvendigheden i at lade naturen være mere end noget, der er til for os.

 

Om deres arbejde fortæller de:

 

Det er altid et spændende øjeblik at åbne træet – at gå under overfladen og se dets skønhed og historie. Herfra er det min opgave at fremhæve træets særlige karakter.”

Snedker Laura Bergsøe

 

Hvert smykke er et sted for undersøgelse – en lille, afgrænset verden, hvor materiale, bevægelse og intuition får lov at udfolde sig frit. Smykker er for mig en måde at fortælle historier gennem form.”

Guldsmed Josephine Bergsøe

BIO

Laura Bergsøe

Laura Bergsøe (f. 1972, Danmark) er uddannet snedkermester fra Rud. Rasmussens Snedkerværksted i København (1995–1999) og etablerede eget værksted i København i 2006.

Hendes arbejder har været vist på en række internationale udstillinger og repræsenteres i dag af Galerie Maria Wettergren i Paris samt på messer i New York, London, Maastricht og San Francisco. Bergsøes borde indgår i betydningsfulde private samlinger og er repræsenteret i Georg Jensens flagship-butikker i København, London, München, Stockholm, Tokyo, New York og Dubai.

Laura Bergsøe arbejder med hvert stykke træs iboende særpræg – årer og knaster, drejninger og bevægelser. Hendes skulpturelle værker forener det naturlige og det kostbare. Med høj taktilitet og håndværksmæssig præcision formidler hun sin materialeforståelse og glæde ved træ og inviterer til forundring og ansvarlighed i forhold til planeten og dens ressourcer. Hvert værk er unikt.

Website: www.laurabergsoe.dk
Instagram: @laurabergsoe

 

Josephine Bergsøe

Josephine Bergsøe (f. 1965, Danmark) blev uddannet guldsmed i 1989 og etablerede samme år sit værksted i en af de historiske pavilloner ved Kongens Have i København.

Hendes arbejde udfolder sig i et spændingsfelt mellem forfinet, klassisk håndværk og en intuitiv, organisk tilgang og har udviklet et karakteristisk og genkendeligt formsprog. Gennem vedvarende fordybelse i materiale, farve, form og komposition har hendes praksis opnået en klar og sammenhængende identitet.

Alle Bergsøes smykker er unikke og håndlavede i ædle, genanvendte metaller og nøje udvalgte ædelsten. Hendes værker har været udstillet nationalt og internationalt og indgår i private samlinger samt i film- og tv-produktioner.

I 2024 udgav hun bogen Boblerne i Bækken, som undersøger smykkets betydning som symbol og belyser det som bærer af fortælling, erindring og mening.