Arkanum – den hemmelige opskrift på europæisk porcelæn
I den anerkendte bornholmske keramiker Anne Stougaards udstilling er samtlige værker udført i porcelænsler. Hun arbejder med kander i mange forskellige størrelser og former. Overfladerne bærer spor af penselstrøg, tryk og håndlavede dekorationer. Motiverne kredser ofte om fugle og øjne, men kan også bevæge sig i mere abstrakte og poetiske fortolkninger af natur, liv og sansning. Værkerne er brændt ved 1270 grader og er behandlet med begitninger samt en transparent glasur, som fremhæver porcelænets særlige lys og gennemsigtighed. “I mit arbejde fascineres jeg af porcelænets evne til at udtrykke både skrøbelighed og styrke, og af det lys, der kan trænge gennem materialet og giver formerne et næsten levende nærvær.” fortæller Anne Stougaard. Udstillingens titel Arkanum er en reference til den historiske kamp om porcelænets opskrift – en fortælling om industrihemmeligheder og jagten på det materiale, der i Europa blev betragtet som næsten magisk. BIO Anne Stougaard har arbejdet med keramik siden hun var 16 år, hvor hun begyndte som elev på sine svigerforældres keramiske værksted. Siden da har materialet og håndværket været en central del af hendes liv og kunstneriske virke. I mange år arbejdede Anne Stougaard tæt sammen med sin afdøde mand, keramikeren Peter Stougaard. Han drejede smukke former, som hun dekorerede, og samarbejdet var præget af en gensidig inspiration og en fælles nysgerrighed over for keramikkens muligheder.
I de senere år har keramikeren videreudviklet sit eget formsprog, hvor hun i højere grad selv opbygger formerne og arbejder med teknikker, som løbende har udviklet gennem erfaring og fordybelse. Gennem tiden har Stougaard arbejdet med mange forskellige typer af ler, brændingsmetoder, glasurer og keramiske teknikker, hvilket har givet hende et bredt og eksperimenterende udgangspunkt. Anne Stougaard har udstillet mange steder i Tyskland, men også i Irland, Frankrig, Sverige, England og rundt omkring i Danmark. Derudover har hun undervist på Bornholms Højskole og på Det Kongelige Akademis program for Glas og Keramik her på Bornholm, samt deltaget i en række workshops og faglige samarbejder rundt om i Europa. Anne Stougaards værker findes blandt flere steder på keramikmuseet Clay i Middelfart og på Bornholms Kunstmuseum.